best replica watches

 

Rasmus Fabech Storm fra Odense Running Crew om hans “første gang”

Forsidebillede: Rasmus Fabech Storm i sort singlet.

Foto: Michael Hyllested

Rasmus Fabech Storm fra Odense Running Crew om hans “første gang”

Forfatter:

Christian Jørn,

TRACKS

ARTIKELSERIE: IKKE-KLASSISKE ATLETIKLØBERES INDTOG PÅ BANEN

 

TRACKS har med denne konstaterende faktuelle artikel sat fokus på ikke-klassiske atletikløberes indtog på tracken hvor der er en stor udvikling i disse år, og i den forbindelse har TRACKS inviteret en række relevante personligheder til at svare på og komme med deres perspektiv på udviklingen.

 

I første indlæg hørte vi HMRC coach, Jan Ikov, der mente at vi ville se flere og flere forsøge sig med tracken. Læs det indlæg her.

I andet indlæg kom Dansk Atletik Forbunds direktør, Jakob Larsen, med sit perspektiv på udviklingen. Læs det indlæg her.

 

I dag kan du læse en beretning fra Rasmus Fabech Storm fra løbefællesskabet, Odense Running Crew (ORC). Du kan læse om hans “første gang” på tracken til et TRACKS stævne i august 2018. Rasmus fortæller om oplevelsen, samt om forholdet mellem ORC og Odense Atletik. Læs med.

“MIN FØRSTE GANG”

“Min første rigtige gang på banen var til TRACKS på Østerbro i august 2018. Jeg var lidt spændt på niveauet, men det viste sig at TRACKS er for alle niveauer, og det blev en rigtig god oplevelse for mit vedkommende. Jeg vil helt klart anbefale andre til at, komme ud og prøve baneløb.

12,5 (red.: 5000m) omgange på banen virkede på forhånd uoverskueligt langt, men opbakningen fra tribunen gjorde de 5000m til en leg.

 

TRACKS er et sted hvor man møder en masse mennesker fra løbedanmark, og man får lov at måle sig op imod nogle af Danmarks bedste løbere.

 

Jeg var egentlig ikke så skræmt af at være den eneste fra ORC som skulle løbe, da jeg havde min kæreste samt en veninde med over og heppe. Da bilen med drengene fra Odense Atletik kom var der pludselig nogle flere man kendte.

Jeg vidste hvem de fleste var da jeg kom, men følte mig ikke på noget tidspunkt fremmed må jeg sige. Jeg syntes jeg blev taget godt imod.

 

Jeg var dog meget spændt, da det var min første gang til et officielt løb på banen. Jeg varmede op alene med et par kilometer i fælledparken, og jeg husker tydeligt hvor varmt det var den dag. En blanding af nervøsitet og varmen, gjorde at jeg var virkelig tør i munden. Også under løbet.  Jeg måtte også spørge nogle af de mere rutinerede drenge på banen hvor starten gik fra.”

Rasmus Fabech Storm i sort singlet (ORC / Odense Running Crew) til sit første TRACKS stævne på Østerbro Stadion i august 2018.

Foto: Michael Hyllested

RASMUS FABECH STORM OM FORHOLDET MELLEM ODENSE ATLETIK OG ODENSE RUNNING CREW

TRACKS spurgte også Rasmus Fabech Storm hvordan forholdet mellem løbefællesskabet, ORC, og atletikklubben, Odense Atletik, er. Udelukker det ene det andet, eller fungerer det fint, og måske endda som mere givende at have både-og i hverdagen? Det er noget flere og flere står over for især rundt i storbyerne, hvor løbefællesskaber bliver mere og mere populære.

På dette billede er det faktisk Odense Atletiks Rasmus Bøge Gregersen som Rasmus Fabech Storm her ses med.

“Samarbejdet mellem ORC og Odense Atletik fungerer rigtig fint. Vi har jo lidt to forskellige slags løbere, hvilket gør at vi ikke er konkurrende. De er også bare super hurtige i Odense Atletik, så det vil vi ikke engang starte på.

 

Vi løber enkelte ture sammen, og de er altid velkomne til at komme og løbe med i ORC.

Samarbejdet er godt, og jeg har da også overvejet at løbe mine intervaller sammen med Odense Atletik.

 

Jeg tror især det med at vi har to forskellige slags løbere gør at vi ikke konkurrerer, og dermed tror jeg at samarbejdet er bedre. Vi har hos ORC løbere der gerne bare vil løbe et par gange om ugen, og drikke nogle øl.

Tror også TRACKS er med til at binde løbeverdenerne sammen og skabe noget fællesskab.”

På nedenstående billede ses Rasmus Fabech Storm faktisk i en Odense Atletik singlet. Det er fordi han kun har kunnet stille op til dette løb som var DM 10 km ved at være i en DAF registreret klub, og det er Odense Atletik men ikke Odense Running Crew. Dette er set gjort flere gange, af flere andre løbefællesskaber, da mange kan have interesse i at prøve sig af til et nationalt mesterkskab og/eller bare her finde et højt niveau at løbe med.

Rasmus Fabech Storm i sort singlet bagerst, fra TRACKS stævnet på Østerbro Stadion i august, der var hans debut på tracken til et stævne.

Foto: Michael Hyllested

KAN TRACKS BARE LØBES SOM ET TRÆNINGSLØB?

Mange udefra tænker på banen som et sted man giver sig all-out altid, og altid går efter at sætte PR (Personlig Rekord). Det er ikke sådan, og faktisk er det slet ikke sådan for rigtig mange garvede løbere på banen. Et vigtigt element i en god løbers træning og succes er periodisering, og selvom ens primære distance var så kort som 800m, så ville man ikke løbe alle ens løb all-out. Du har nogle løb du fokuserer på, og så har du nogle træningsløb og måske også løb hvor du bare hjælper nogle andre med pace. Her passer TRACKS ind i tit at være træningsløb for mange. Også derfor ser vi en øget lyst til at hjælpe med pace, fordi mange får et fint træningspas ud af det der var sjovere end måske at træne alene på banen, og man hjælper en anden med succes og måske et PR-forsøg.

 

Netop fordi det for mange er sådan, så er det også derfor at stort set alle TRACKS stævner ligger på tirsdage eller torsdage fordi det er klassiske træningsdage i atletikklubberne, da man så her vil kunne skifte en træningsdag i klubben ud med et godt og hyggeligt socialt træningsløb til TRACKS. Derfor spurgte vi Rasmus Fabech Storm om han kunne forestille sig at “træne” sig igennem nogle stævner.

“Jeg kunne helt sikkert godt finde på at bruge det som et træningspas. Jeg tror dog det vil komme meget an på hvor i landet TRACKS stævnet ligger den pågældende dag. Kunne også sagtens finde på at hjælpe nogle med pace, og bare være der for at støtte folk. Det oplevede jeg selv på Østerbro Stadion hvor meget det betyder at der er folk der hepper og klapper af en. Ikke at man nødvendigvis ligger meget mærke til det, men at man ved de gør det! Rasmus Gregersen (fra Odense Atletik), må også have været hæs efter at have heppet så meget den dag! Ham kunne jeg høre hele vejen rundt på banen.

Drengene fra NBRO fik også heppet og klappet godt, og fik øjnene op for hvem jeg var efter min famøse slutspurt.”

Rasmus Fabech Storm i sort singlet (ORC / Odense Running Crew) til sit første TRACKS stævne på Østerbro Stadion i august 2018.

Foto: Michael Hyllested

Man kan følge Odense Running Crews instagram her.

VIL DU NOGENSINDE KUNNE SE DIG SELV I ET PAR SPIKES?

Vi håber at se Rasmus Fabech Storm og ORC igen på banen i 2019 og fremover, og den her artikelserie om ikke-klassiske atletikløberes oplevelser på banen bidrager til at oplyse om hvordan banen er som ny og fremmed på en ellers meget traditionel atletikløbers domæne.

 

Slutteligt spurgte vi Rasmus Fabech Storm om han nogensinde kommer til at anskaffe sig hvad der for de fleste er et tegn på rigtig track commitment, og også et must at have når man løber på banen, men hvad der for mange uden for banen kan virke som mærkeligt at løbe rundt i?

“Jeg havde faktisk overvejet pigsko til løbet, men valget faldt på et par New Balance Hanzo da jeg vurderede at jeg nok ville få brugt dem mere efterfølgende end et par spikes. Har hørt det skulle være en fantastisk følelse at købe det første par spikes!

Har også hørt at man skal lære at løbe i spikes, hvilket nok holdte mig lidt fra at købe dem. Jeg skal dog have spikes til 2019!”

Rasmus Fabech Storm i sort singlet (ORC / Odense Running Crew) til sit første TRACKS stævne, iført et par New Balance normale løbesko.

Foto: Michael Hyllested

ODENSE RUNNING CREW KAN LØBE TRACKS I EGEN BY I 2019

TRACKS programmet for 2019 offentliggøres snart, og vi er her den 9. december blot en endelig afklaring omkring ét stævne fra at kunne offentliggøre programmet. Vi formoder det bliver her i december. Så kan vi allesammen bruge lige fra januar til sæsonstart i maj til at samle gode felter.

 

Vi kan dog allerede nu, og i forlængelse af denne artikel, afsløre til glæde for alle i Danmark, og især folk i odense omegn, herunder Odense Running Crew, at der afholdes et TRACKS stævne i Odense i 2019. Der var et stævne i Odense tilbage i 2015, og nu vender TRACKS tilbage til Odense Stadion i 2019.

 

Stævnet bliver i slutningen af august, og kommer efter alt at dømme til at være det næstsidste stævne på sæsonen. Stævnet udfylder den plads som et sædvanligt placeret Store DM har haft i slutningen af august eller starten af september. Store DM er nu af Dansk Atletik Forbund flyttet til slutningen af juli, hvilket giver rum for et stævne i slutningen af august. Det er et stævne vi allerede nu ved at mange vil satse på at få rigtig hurtige tider til.

 

Vi glæder os altså til at byde ORC, Rasmus Fabech Storm og mange andre velkommen til Odense Stadion i 2019 til TRACKS. Foreløbigt er det planlagt, at der løbes 800m og 5000m, og nogle enkelte sprintdiscipliner.

SE TIDLIGERE NYHEDER

FØLG MED PÅ INSTAGRAM

FØLG MED PÅ FACEBOOK

FØLG MED PÅ TWITTER

TRACKS er en national stævneserie af TRACKS løb rundt i Danmark i sommersæsonen og et nyhedsmedie, der formidler “all things track related” for at fortælle om mulighederne, historierne, perspektiverne og personerne i dansk baneløb.

Det omhandler mellem- og langdistanceløb på tracken og sprintdiscipliner.

TRACKS er en frivillig organisation, drevet af en vision om at skabe bedre forhold for track løbere i Danmark.

Kontakt eller forespørgsler til TRACKS

kan ske til TRACKS Manager, Christian Jørn:

 

TLF 3024 6042

MAIL cjh@tracksseries.com

Forfatter - Christian Jørn

37


X

обращение к пользователям