“Jeg har ingen tid til at tage beslutningen, jeg kan kun handle.”

Nødvendigheden i at kunne beslutte sig hurtigt kommer til udtryk især på tracken til baneløb. At handle eller ikke at handle, og at beslutte sig for hvilken af delene, er tit en beslutning der skal tages på millisekunder.

Selvom omgangene lader til at give sig selv og bare skal løbes igen og igen, så er sekunder til og fra pr. omgang i mange tilfælde altafgørende for en succes. I noget så stabilt sker der alligevel en masse hektisk, og det er blandt andet charmen ved baneløb. Baneløb kan virke monotont, men er samtidig også alt andet end netop monotont – på en og samme tid.

Journalist, forfatter, løber, og nu også baneløber, Anders Legarth Schmidt, har forfattet et flot og gribende skriv om sin første oplevelse til et baneløb her i 2018. Nyd fortællingen. Indlægget er en del af en serie omkring ikke-klassiske atletikløberes indtog på banen.

Hos TRACKS takker vi for fortællingen.

I det følgende kan du læse den ærlige og gribende fortælling om Anders Legarth Schmidts første oplevelse med baneløb. Det var på Frederiksberg Stadion en sen aften i sommeren 2018.

“Jeg har ingen tid til at tage beslutningen, jeg kan kun handle. Foran mig er ved at opstå et hul på et par meter under min debut på banen. Jeg er i B-heatet og drømmer i stilhed om sub 16 på 5000 meter. Allerede efter en kilometer er mit åndedræt voldsomt besværet. Og nu dette hul. Hvad helvede gør jeg? Slipper? Aldrig i livet, ud af øjenkrogen kan jeg se flere venner fra NBRO, som deltog i A-heatet. De står langs banen. De hepper. Svigter jeg mig selv, svigter jeg også dem. Hullet vokser. Tre meter.”

ARTIKELSERIE: IKKE-KLASSISKE ATLETIKLØBERES INDTOG PÅ BANEN

TRACKS har med denne konstaterende faktuelle artikel sat fokus på ikke-klassiske atletikløberes indtog på tracken hvor der er en stor udvikling i disse år, og i den forbindelse har TRACKS inviteret en række relevante personligheder til at svare på og komme med deres perspektiv på udviklingen.

I første indlæg hørte vi HMRC coach, Jan Ikov, der mente at vi ville se flere og flere forsøge sig med tracken. Læs det indlæg her.

I andet indlæg kom Dansk Atletik Forbunds direktør, Jakob Larsen, med sit perspektiv på udviklingen. Læs det indlæg her.

I tredje indlæg forklarede Odense Running Crews, Rasmus Fabech Storm, om sin første oplevelse med tracken her i 2018. Læs det indlæg her.

I fjerde indlæg fortalte NBRO-løberen, Thomas Svare Ehlers, om sine oplevelser på tracken over årene.

“Banen har aldrig været min ven.”

“Banen har aldrig været min ven. Jeg føler, jeg er ved at vælte, når jeg en sjælden gang skruer op for blusset på korte intervaller. De lange og seje passer mig bedre. Bare ind i en god rytme og så mose derudad. Det har virket godt i 2018, hvor jeg efter et par resultatmæssige sløje år fik sat PR på alt fra 5km til marathon.

Alligevel er der noget, der trækker i mig på banen. Det er lidelsen. Jeg har som tilskuer været vidne til flere løb og har været dybt imponeret af, hvor udkørte folk er, når de kommer i mål. Jeg har hoppet rundt omkring dem med et kamera for at fange det vredne udtryk i øjnene.

I maj løb jeg seks minutters PR til Copenhagen Marathon. Jeg var helt oppe at køre bagefter og holdt ikke en eneste dags pause. Joggede mig frisk igen på et par uger med øjnene stift rettet mod et nyt mål. Sub 16 på banen. Egentlig havde jeg tænkt at skyde min debut til TRACKS på Østerbro Stadion i starten af august, men to forhold gjorde, at jeg i stedet valgte at prøve kræfter med de 5000 meter på Frederiksberg Stadion 21. juni. Jeg skulle til Japan i tre uger i juli, hvor jeg næppe fik tid til at træne nok og hårdt nok til at være på toppen start august. Men den anden årsag var vigtigere. Et stort hold af NBRO’ere havde meldt sig til 5000m på Frederiksberg. Jeg var nødt til tage med, jeg blev hevet ind i hypen omkring løbet. Kunne slet ikke lade være.

“Jeg prøvede at nedtone mine forventninger. Det var et gratis forsøg, sagde jeg til mig selv.”

Det var en underligt kold og blæsende aften midt i den ellers glohede sommer. Jeg kom i god tid, men programmet var forsinket, så der var et par timer at slå ihjel på tilskuerrækkerne. Jeg prøvede at nedtone mine forventninger. Det var et gratis forsøg, sagde jeg til mig selv. Godt en måned efter maraton kan du jo ikke løbe stærkt, tænkte jeg. I ugerne op til løbet havde jeg dog fået klokket to fine 12x400m intervalpas, så helt skidt så det ikke ud.

En håndfuld af mine kammerater deltog i A-heatet, og det fyrede for vildt op under min lyst til at skyde den af. Især min ven Thomas Ehlers, der med et brag af et løb brød de 15 minutter, inspirerede mig. Jeg spurtede rundt på fodboldbanen efter ham og skreg. Nåede lige selv at få pulsen ned, før jeg joggede et par km og lavede nogle stigningsløb på kunstgræsset inden starten.

Jeg vidste, at en stor gruppe i B-heatet ville gå efter sub 16. Jeg besluttede mig for at gå med i det tempo. Da starten gik klokken 21:30, var det så småt ved at mørkne over stadion, vinden var aftaget en smule, men for helvede et tempo. Min første kilometer var topnervøs. Jeg havde aldrig ligget i et tæt pakket felt på den måde før og havde problemer med at placere mig og blev nu og da presset væk fra inderbanen. Vaklede lidt fra side til side. Balancen var sløj, ramte en anden løbers skulder igen og igen. Blev irriteret på mig selv.

Måske var det en drift, jeg kunne i hvert fald ikke lade hullet vokse ved omkring 1000 meter. Med en acceleration fik jeg lukket gabet på nogle meter op til den gruppe, jeg ikke måtte slippe. 4000 meter igen. Det er umuligt, tænkte jeg. Blot en femtedel inde i løbet, og jeg kæmper med at hænge på. Alligevel fik jeg ædt mig ind i løbet. Måske hjalp min erfaring fra gadeløb mig trods alt. Jeg ved, at efter cirka en femtedel af en fem eller ti km, skal jeg have det af helvede til, for så har jeg ramt det rette tempo.

“Følte, at jeg blev suget med.”

Den ene omgang tog den næste, jeg lå godt til i gruppen med folk hele vejen omkring mig. Jeg tænkte, at det var utroligt, at jeg ikke mærkede vinden længere. Følte, at jeg blev suget med. En træner råbte omgangstider ind i hovedet på sine løbere, og jeg kunne høre, at vi lige lå nogle få sekunder på den forkerte side af 16 minutter. Det gjorde mig ingenting. Jeg havde ingen intentioner om at forsøge at hæve tempoet i den midterste del af løbet.

Men det ændrede sig ved 4.000 meter. Træneren nævnte den samlede tid, og jeg kunne regne ud, at med 3:07 på de sidste tusind meter ville jeg akkurat klemme mig under 16 minutter. De sidste 1000 meter var de bedste og hurtigste, jeg nogensinde har løbet på en bane. Jeg skruede på farten, mærkede tilråb fra NBRO’ere, kom op i front af gruppen og løb 69 sekunder på den sidste omgang til en sluttid på 15:54. 

Hvilken dag. Sub 16 godt en måned efter et all out marathon. Jeg kunne knap tro det. Jeg løber sjældent intervaller i sub 16 tempo, men alligevel lykkedes det. Det lærte mig, at i et godt felt med mange løbere på nogenlunde samme niveau kan man i fællesskab opnå noget stort. Tak til TRACKS for den oplevelse.”